Det spirer
Om foråret kommer der rigtigt gang i naturen. Overalt myldrer liv frem. Blomsterknopper står på spring. Dagene bliver længere, og solen får mere kraft. Lys og varme er nødvendigt for nyt liv.
Fotosyntesen – for børnehavebørn
Lys, vand, næring, luft, varme bliver brugt til planternes fotosyntese.
Ligesom børn spiser og drikker for at leve og vokse – spiser og drikker planterne også. Når planterne vokser lever de af lys og luft og vand. De tre ting bruger bladene til at lave mad til planten, så den kan vokse. Derfor har alle planter brug for lys. Meget lys. Planterne dør, hvis de ikke får nok lys.
Prøv at lave et forsøg, der illustrerer lysets nødvendighed for planterne. Se forsøget under ”Lys er nødvendigt”.
Lad børnene selv prøve at så frø, så de oplever glæden ved at se, at det, de selv har sået, spirer op. I kan prøve at lave en græsmand eller klassikeren - at så karse.