17. februar 2011
De skal tænke nyt, og de skal inspirere deres medarbejdere, så organisationen bliver ved med at udvikle sig og være konkurrencedygtig i et globaliseret marked, der kan minde om en åben slagmark. Kultuhverv inviterede i starten af februar 2011 erhvervslivet indenfor til en inspirationsdag på KnowHowZ i Bjerringbro, hvor der blandt andet var stomp og fortælling på programmet.
Af Martin Høybye, www.femtemaj.dk
Nogle vil nok mene, at det er spild af tid at rende rundt og tromme på en murebalje eller rode med fortællinger, når man kan sidde i virksomheden og tage telefonen. Men ikke Jens Nielsen og Niels Rousing Vendelboe, der hver især fik noget med hjem fra workshoppen Nye veje til forretning, der udover en musikalsk workshop, også bød på oplæg om storytelling og hvordan man kan få billedkunsten ind i virksomhedens hverdag.
Jens Nielsen, der er HR-manager i virksomheden Linatech A/S, oplevede gennem dagens oplæg flere gange, at der blev præsenteret metoder, som kunne bruges i hverdagen. Idéer, som han også bagudrettet kunne have haft glæde af.
“Lige da jeg mødte op, tænkte jeg, hvad er det, du har meldt dig til? Men den tanke blev gjort fuldt ud til skamme. Jeg har været med i mange år på lederniveau i virksomheder, og jeg har været med til at prøve forskellige pædagogiske metoder. Men alligevel sidder man og tænker under workshoppen, at ‘for pokker, det skulle du lige havde gjort sådan dengang.’ Jeg kunne tage meget af det med hjem til dagligdagen,” siger Jens Nielsen, der nu vil arbejde med idéerne i sin virksomhed og styrke kreativiteten og medarbejdernes ejerskab i forhold til nye projekter.
Vi har det, vi skal bruge
Niels Rousing Vendelboe, der er senior-projektleder ved Energi Midt, fik også en inspirerende dag. Blandt andet i forhold til hvordan virksomheden kan komme helt i dybden, når man arbejder med forandringer.
“Jeg har selv en forkærlighed for, og tror på styrken af, at sætte forskellige kompetencer og typer sammen for at skabe noget nyt,” siger han og fortæller, at han har en stærk fornemmelse af, at de nødvendige forandringer kun kommer, hvis vi i Danmark arbejder meget fokuseret på det.
“Vi skal arbejde med at koble forskellige kompetencer sammen og skabe de rum til refleksion, som skal til. Vi har alt det, vi skal bruge – vi skal bare evne at finde og udnytte mulighederne,” mener Niels Rousing Vendelboe.
Kultuhverv, der var arrangør af temadagen “Nye veje til forretning,” er blandt andet støttet af Kulturministeriet, der går ind og medfinansierer udgiften til de kunstnere, som virksomhederne får ud til inspiration og modspil.
Danmark i en brydningstid
Thorsten Høegsberg Petersen, der er projektleder for Kultuhverv, kalder initiativet en kreativ alliance. Alliancen består, udover Kulturministeriet, af Horsens, Silkeborg, Randers og Viborg kommuner, og det er meningen, at samarbejdet både skal kunne bruges til at styrke virksomhedernes organisation og til at skabe noget så konkret som en ny produktportefølje. Hvert projekt skræddersys og sættes sammen, så kunstner og virksomhed får det optimale ud af samarbejdet.
“Danmark er i en brydningstid, hvor virksomhederne må nytænke og forbedre egen-kreativiteten for at overleve. Kultuhverv har til formål at bygge bro mellem kreative kompetencer og traditionelle virksomheder, så man sammen, og hver for sig, kan udvikle sin forretning,” fortæller Thorsten Høegsberg Petersen.
Projektet er et tre-årigt forløb under Kulturregion Østjysk Vækstbånd, og aftagere af Kultuhvervs løsninger har blandt andet været virksomheder som Randers Regnskov, Polycom Denmark og EDB Consulting Group.
Se meget mere på: www.kultuhverv.dk

Foto: Martin Høybye, femtemaj.dk