
Særudstilling på Horsens Museum
27. februar 2012
Et ganske særligt køkken
- Sidste chance for at se udstillingen!
Hvor mange kalorier er der i en tomat, en melon eller i oksekød? Og hvordan passer det kalorieregnskab sammen med en godt brugt frituregryde? Hvad har ”power” og et rensdyr med en kagerulle at gøre, og hvorfor findes det hele på et fængsel, hvor fangerne normalt ikke havde mulighed for at påvirke de daglige måltider?
I øjeblikket kan du på Horsens Museum se et helt unikt køkken fra det lukkede Statsfængslet i Horsens. For første gang siden fængslet lukkede, bliver ”Rockerkøkkenet”, det eneste køkken med selvforplejning, udstillet på Horsens Museum.
Siden 2006 har Horsens Museum fotograferet, indsamlet og registreret genstandene fra fængslet og nu er turen kommet til selvforplejningskøkkenet.

Udstillingen fortæller om det første køkken på Statsfængslet i Horsens, hvor fangerne selv kunne bestemme, hvad der skulle købes ind, hvordan maden skulle tilberedes og hvad menuen skulle være. Det var et skridt på vej til selvforplejning, som man i dag er gået fuldstændig over til på det nye Statsfængslet Østjylland.
I udstillingen kan du se rockernes håndskrevne kalorieregnskab, deres hjemmesyede forklæde, en kogeø, der er enhver rocker værdig og mere til. Derudover kan du se flotte billeder, fra da fængslet og køkkenet var i brug. Og hvis du ikke har fået set museets anden fængselsudstilling, ”Fængslet 2.0”, så har du chancen nu!
Udstillingen om ”Rockerkøkkenet” vises indtil den 11. marts 2012.