layoutelementlayoutelement
Banner Horsens Museum 
Boller Slot

Kulturmiljøer og bevaringsværdige bygninger

Indledning

Hvad er et kulturmiljø?
På denne side kan du læse om Horsens kommunes kulturmiljøer. Begrebet kulturmiljø blev lanceret af daværende miljøminister Svend Auken i 1994, og det defineres som ”et geografisk område som ved sin fremtræden afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling”. Tanken var at sætte fokus på kulturhistoriske helheder i det danske landskab og sikre dem en større opmærksomhed og beskyttelse. Et kulturmiljø kan fx være gamle vejsystemer, mølleanlæg, husmandskolonier, en samling af gravhøje, hovedgårde med omkringliggende landskab og meget mere.

Forvaltning af kulturmiljøer
Siden begyndelsen af 1970erne har man været opmærksom på og arbejdet med landskabers kulturhistoriske interesser i både statsligt og regionalt regi, men et vigtigt punkt i udviklingen var Aukens lancering af begrebet kulturmiljøer i 1994 - et begreb, som man har arbejdet med siden.

Kulturmiljøer og de kulturhistoriske interesser har ikke sin egen lovgivning, men de indgår som underpunkter i forskellige love såsom planloven, museumsloven, bygningsfredningsloven m.fl. Planloven henviser fx til, at kommuneplaner skal indeholde udpegninger af værdifulde kulturmiljøer, mens bygningsfredningsloven udstikker retningslinjer for fredede og bevaringsværdige bygninger. Den type bygninger optræder gerne i kulturmiljøer.


Historie er et pejlemærke for nutidens mennesker
Det danske landskab er formet af menneskets brug af det igennem årtusinder, og det er med til at give nutidens mennesker en historie og identitet. Landbruget, skovdrift, handels – og transportvirksomheder, kirker og gravhøje er nogle blandt mange af fortidens menneskers efterladte spor. Samfundsudviklingen føjer hele tiden nye lag til kulturhistorien, og det betyder, at kulturhistoriske spor ødelægges eller udviskes. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på kulturhistoriens værdi og beskytte den. Målet er at bevare, samtidig med at der også sker udvikling. Det skaber interessante omgivelser, som de fleste finder glæde i at færdes i.



Nørregade 6
Nørregade 6, La Femme 
På denne side kan man læse om landskabs – og kulturhistorien i det tidligere Vejle Amt, og der er mulighed for at læse om de enkelte kulturmiljøer i Horsens kommune, hvis kulturmiljøer rummer alt fra gravhøje, landsbyer, hovedgårde, husmandskolonier, fængslet og meget mere.

Tekst og billeder er fra "Regionplan 2005, Vejle Amt: Kulturmiljøer i Vejle Amt 2005 Horsens Kommune" og "Udkast til 2009 KOMMUNEPLAN Kulturmiljø - udpegninger for Horsens Købstad".