Skægkrøllejern

I beskrivelsen skrives mål, vægt og andre kendetegn, og historien bag den enkelte genstand bliver skrevet ned. Nogle historier er lette og ligetil – mens andre sætter tankerne i gang.



Et eksempel er en godt 25 cm. lang jerngenstand, der er formet som en saks. Det kan være svært at gætte, men denne genstand er faktisk et skægkrøllejern.
Vi har ikke så mange oplysninger om skægkrøllejernet: Vi ved, at det er lavet for mange år siden af en nu ukendt fange. Det er lavet illegalt i fængslet, og er derfor blevet konfiskeret af personalet.
Den væsentligste årsag er nok, at krøllejernet i opvarmet tilstand kan blive et farligt våben; give grimme brandsår eller måske stikke et øje ud. Men krøllejernet kan også være et våben mod ensartetheden.

Skægkrøllejern blev brugt i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Dengang, hvor mænd med respekt for sig selv havde et ordentligt skæg. De kunne udformes på mange forskellige måder – blandt andet ved at sno det med et krøllejern.
Vi kan se på billeder af fængselspersonalet, at de havde overskæg, og gerne et flot, stort et af slagsen:




Men hvordan så fangerne ud? På billederne kan vi se, at mange havde overskæg, men det er indtrykket af ensformighed, der står stærkest: ””Du skulle blot se os”, skrev en Fange til sin Kone […] ”vi ligne en Flok Rotter, graa, skidne, bidske og graadige””.




Omkring 1912 blev en fange beskrevet således: ”Sådan var han klædt: kludesko, grove strømper [...] benklæderne nåede til midt på læggen, en trøje der stumpede om bæltestedet med en spids bagpå, enradknappet og uden revers om halsen; i udskæringen sås en knappet skjorte. Alt tøjet af groft musegråt uldstof. Håret var kortklippet (reglm.: 3/4 tomme). Han var skægløs. Barbering og klipning besørges af fanger.”
I begyndelsen af 1920'erne var indtrykket det samme: ”Jeg lod Blikket løbe ned ad denne Række af Skikkelser i de graa Dragter med korte Benklæder og Nummerskilte paa Brystet.” Her kommer også oplysningen om, at det er udvalgte fanger, der ”under Betjentens Opsyn maa klippe Fangerne.”

Fangerne var altså ens klædt, i samme farve og havde alle sammen den samme frisør. Og man forstår, hvis de havde trang til at bryde ensformigheden og gøre noget anderledes ved deres udseende – for eksempel ved at krølle skægget.
Det kunne være en måde at opretholde sin identitet på, at holde sig selv oppe i et system, hvis formål det er at nedbryde, for derefter at genopbygge.
Min undren er bare, hvordan man kan krølle sit skæg, uden at det bliver opdaget? Men det er en anden historie... 


                                                                               Skrevet af: Anne Katrine Nagel Christensen


(Citater fra: S.M. Hafstrøm: Fra Horsens Tugthus: tolv års iagttagelser. Jydsk Forlags-Forretning. 1900.; Værkmester I.P. Jensen: 8 Aar i Horsens Tugthus. Avis-Bogtrykkeriet. 1922 og Vagn Lundbye og Poul Vad (red.): Den lodrette beståen. En bog om Albert Dam og hans forfatterskab. Gyldendal. 1980.)