Jul på Slottet
Kirkens juletræsfod
Nederst i fængslet, i kælderen hvor murerafdelingen i mange år holdt til, havde juletræsfoden sin plads 11 måneder om året. Den sidste måned, december, stod den i kirken, hvor den var fod for det ene af fængslets to fælles juletræer.
Juleudsmykningen af kirken blev der lagt mange kræfter i. Og det var ikke kun i kirken, at juleaften blev markeret. Det var for eksempel den ene dag om året, hvor maden kunne få et anstrøg af luksus. Et krus øl i 1920’erne, flæskesteg i 1950’erne og and i 1990’erne. På trods af festmad og udsmykning var juleaften en svær aften for fangerne, hvilket er godt beskrevet af værkmester Jensen: ” Juleaften er paa en maade alligevel den værste Aften for Fangerne at komme over. Mange har sagt til mig: ”Bare den Juleaften var overstaaet.” Da trænger Minderne ind på dem med voldsom Styrke. Det er svært nu at synge Salmer her i Tugthusets Kirke, mens de der hjemme atter er samlede, deres Forældre og Sødskende eller Hustru og Børn.”
Skrevet af Maria Berg Briese
Læs om flere genstande fra Horsens Museums Fængselssamling på
www.kulturarv.dk/mussam/