layoutelementlayoutelement
Banner Horsens Museum 

Carl August Lorentzen

(1896-1958)
Carl August Lorentzen sad i sikkerhedsforvaring i Horsens Statsfængsel på ubestemt tid for bl.a. indbrud og tyverier.
Han blev berømt i hele landet for sin flugt fra fængslet natten til lillejuleaftensdag i 1949.
Mere end et år før havde Lorentzen påbegyndt forberedelserne til flugten.
Han fremstillede et sæt falske nøgler, brød hul i muren bag cellens lille reol, og gravede på 11 måneder en 18 meter lang tunnel under fængselsgården til inspektørens kælder, hvorfra han fandt ud i friheden.

Ved tunnelen lagde Lorentzen en seddel med ordlyden ”Hvor der er en vilje er der også en vej”.

Lorentzen gemte sig på en gård ved Ølsted syd for Horsens, og om natten sneg han sig ind i køkkenet og stjal sig lidt mad.
Under opholdet i det fri sendte Lorentzen oven i købet fængselsinspektøren et julekort.
Men turen ud i friheden blev kort. Efter nogle dages intensiv eftersøgning blev Lorentzen pågrebet og bragt tilbage til Statsfængslet.

Ligesom Lorentzen efter flugten havde efterladt sig en seddel, gjorde hans særegne humor sig også gældende under nogle af hans forbrydelser.
Gentagne gange brød han ind i pengeskabe, blot for at lægge en seddel med besked om, at han havde været brudt ind – uden at stjæle noget.

Lorentzen var i det hele taget en meget kreativ person.
Under sit ophold i Horsens Statsfængsel skabte han noget af det fineste kunst produceret i et dansk fængsel, bl.a. tegninger, skakbrikker og træfigurer.

I 1958 døde Carl August Lorentzen i fængslet som 62-årig efter at have siddet i fængsel i over halvdelen af sit liv.

Litteratur:
Mikkel Kirkedahl Lysholm Nielsen og Anna Wowk Vestergaard:
Horsens Statsfængsel 1853 – 2006. I: Vejle Amts Årbog. Vejle Amts Historiske Samfund 2008, s. 48 – 76.

Ole Schiørring & Bodil Møller Knudsen (Red.):
Tugt og Tremmer. Fængselsmuseet uden for murene. Horsens Museum 1990.

Indholdsansvarlig Maria Berg Briese, mbbr@horsens.dk