STU - Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse
Den tre-årige STU for unge med særlige behov
- Loven om ungdomsuddannelse til unge med særlige behov blev vedtaget i juni måned 2007.
- 15. august 2007 startede ASV Horsens uddannelsen op.
- § 1. Formålet med ungdomsuddannelsen er, at unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetenceer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse.
- Kommunalbestyrelsen sørger for eller afholder udgiften til fornøden befordring mellem hjem og fast aflastningshjem og uddannelsessted eller praktiksted.
- Kommunalbestyrelsen sørger for, at de nødvendige undervisningsmidler stilles vederlagtsfrit til rådighed for deltagerne.
Hvem kan deltage?
- Unge med særlige behov der ikke har mulighed for at gennemføre en anden traditionel ungdomsuddannelse.
- Unge der er færdige med grundskolen og ikke fyldt 25 år.
- Ungdommens Uddannelsesvejledning indstiller til uddannelsen og et visitationsudvalg under kommunalbestyrelsen træffer afgørelsen om optagelsen
- I henhold til lovens forskrifter, arbejdes der med, at den unge opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt.
- Al undervisning tager udgangspunkt i den enkelte kursists kompetencer, potentialer, behov og ønsker. Med afsæt i iagttagelser, samtaler, kognitive tests, faglige tests samt rådgivning og vejledning tilrettelægges et individuelt undervisningsforløb.
- Det detaljerede undervisningsforløb indskrives i den individuelle undervisningsplan, som er et værktøj for både kursisten og underviseren.
- Selve uddannelsesplanen udformes formelt set af den unge i samarbejde med Ungdommens uddannelsesvejledning, men i praksis samarbejdes der i høj grad også med ASV Horsens som uddannelsesinstitution og pårørende.
- I uddannelsesplanen kan indgå forløb, der leveres af andre skoler/institutioner som f.eks. efterskoler, VUC, husholdningsskoler, produktionsskoler, erhvervsskoler, daghøjskoler og værksteder.
- Derudover består uddannelsen af almendannende, praktisk-musisk-kreativ og faglig undervisning samt praktiske aktiviteter, herunder praktik i virksomheder og institutioner.
Hvad er indholdet?
- Uddannelsen på ASV Horsens består af et intro/afklarings forløb på op til 12 uger, hvor den enkelte unges potentialer og kompetencer udredes, samtidig med de introduceres til stedet og mulighederne på uddannelsen.
- I slutningen af afklaringsforløbet vurderes det, hvilket individuelt tilrettelagt undervisningstilbud kursisten får det største udbytte af, det indskrives i den individuelle undervisningsplan, og bliver løbende evalueret i tæt samarbejde med kursisten.
- I ungdomsuddannelsen på ASV Horsens indgår individuel vejledning og rådgivning som en obligatorisk del af uddannelsesforløbet.
De tre år er inddelt med følgende fokus:
1. år Grundforløb – ”Kursisten og sig selv”
Elevens kompetencer og potentialer udredes, og der arbejdes fremadrettet med fag og aktiviteter, der primært rettes mod kursisten og kursistens personlige liv. Der samarbejdes i netværket omkring kursisten med til stadighed, at udfordre, motivere og tilskynde kursisten til at ”overskride” grænser og forhindringer.
2. år Udviklingsår – ”Kursisten og sociale relationer”
Der arbejdes især i et almendannende perspektiv med personlige, studiemæssige og erhvervsmæssige kompetencer, samt sociale aspekter i forhold til kursistens fritid og sociale liv. ASV Horsens bestræber sig på, i samarbejde med kursisten, at skabe bæredygtige relationer, som rækker udover de trygge rammer, som ASV Horsens yder.
3. år Udslusningsår – ”Kursisten og samfundet”
Der arbejdes især med afklaring af erhvervsmæssige kompetencer og fremtidige bo og beskæftigelses-muligheder. Undervisningen rettes udad mod samfundet og de mekanismer og regler der findes her.
Indholdet i de tre år på Ungdomsuddannelsen på ASV Horsens afgrænses naturligvis ikke kun til de beskrevne målsætninger for hvert enkelt år. Der er til enhver tid flydende grænser for, hvad der samarbejdes med den enkelte kursist om, alt sammen i respekt for individet og dets udgangspunkt.
Fra start til mål
- Når man starter på ASV Horsens får man en kontaktlærer, og sammen med ham/hende og på baggrund at uddannelsesplanen udformes en individuel undervisningsplan. I denne beskrives hvilke mål der er aftalt og hvordan de skal nås.
- Der udleveres skema og årsplan.
Undervejs følges op på uddannelsesplanen og kursistens ønsker og behov. Måske ændres der i planen undervejs.
- Man kan afbryde uddannelsen og holde pause, blot skal uddannelsen være færdiggjort indenfor 5 år.
- En stor del af forløbet kan bruges til praktik og erhvervsafklaring. Praktikken og andre praktiske aktiviteter kan højst udgøre 280 timer årligt.
- Ved afslutningen af uddannelsen udleveres et kompetencebevis, der indeholder en beskrivelse af de opnåede kompetencer, samt en vurdering af den unges opfyldelse af målene for hele uddannelsen og for de enkelte uddannelsesdele.