Den forberedende voksenundervisning - FVU - henvender sig til voksne, som vil blive bedre til læsning, stavning og matematik.
Undervisningen er gratis, og man skal være fyldt 18 år for at kunne modtage undervisningen.
Ved tilmeldingen gennemføres en kort afklaring af ½ times varighed. Desuden skal man deltage i en test, for at der kan tilrettelægges undervisning, der passer bedst til den enkelte.
Der er løbende optag.
Undervisningen foregår på små hold. Den er tilrettelagt for voksne, og emnerne er hentet fra dagligdagen.
FVU dansk
Du lærer:
· at stave ord
· at læse og forstå tekster
· at skrive og at bruge tekster
Teksterne kan være alt fra instruktioner og beskeder til breve, e-mail, blade og aviser.
FVU - dansk, trin 1:
På FVU-dansk, trin 1 lærer du at stave de små, nemme ord. Du læser og skriver korte tekster. Desuden arbejder du med, hvad du læser og skriver i hverdagen.
FVU - dansk, trin 2:
På FVU-dansk, trin 2 lærer du mere om de lidt svære ord. Du læser og skriver tekster, som ikke er helt korte. Du arbejder også med korte instruktioner.
FVU - dansk, trin 3:
Du arbejder med ord, hvor lyde og stavelser følger særlige regler. Du læser forskellige typer af tekster og arbejder også med, hvordan du udtrykker dig.
FVU - dansk trin 4:
Du arbejder med fagord og med ord, som dansk har lånt fra andre sprog. Du læser og skriver tekster med fagligt indhold. Du bedømmer din egen læsning og arbejder med metoder til at få større udbytte af de tekster, du skriver og læser.
I løbet af undervisningen skriver du en opgave på maks. 5 normalsider om et emne, som du selv vælger. Du udarbejder og fremlægger et indlæg af 5-10 minutters varighed om et emne, du selv har valgt.
FVU matematik
Du lærer:
· at arbejde med tal og matematik fra hverdagen, fx fra aviser, fjernsyn eller din husholdning.
FVU - matematik trin 1:
Undervisningen giver styr på tal og størrelser. Du øver dig i at lægge sammen, trække fra, gange og dele - både i hovedet og ved hjælp af papir og blyant.
Du lærer at bruge mål og vægt, brøker og procenter, længde og højde, bredde og omkreds. Desuden kan du vurdere tal og give et overslag over fx en samlet pris.
Du kan benytte lommeregner og computer til hjælp for at lære at regne og forstå matematik.
FVU - matematik trin 2:
Undervisningen giver styr på fx areal, rummål og figurer som trekant, firkant og cirkel. Du lærer at forstå statistik og udarbejde data ved hjælp af statistiske metoder. Du kan vurdere gennemsnit og spredning samt fremstille grafer, søjler og cirkeldiagrammer og beregne flader og rum.
Kursusperiode:
Hvert trin omfatter 40-60 undervisningstimer.
Prøver:
Man kan gå til prøve efter hvert trin, prøverne er dog frivillige. Består man en prøve, får man et prøvebevis. Såfremt man vælger ikke at gå til prøve, kan man få et deltagerbevis, hvis man har deltaget i mindst 85 % af undervisningen.
Sted:
Undervisningen kan foregå såvel i virksomheder eller på ASV Horsens.
Økonomi:
Undervisning og prøver er gratis.
Der er mulighed for at søge Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU), mens man går på FVU, hvis man opfylder betingelserne herfor. SVU svarer til højeste dagpengesats.